10-årige Anne kunne ikke læse og stave.

​Artikel i Ude og Hjemme D. 7. august. 2002.​

Anne græd, når hun skulle læse lektier. I skolen blev hun kaldt ukoncentreret og doven. Ved hjælp af synstræning er hun efter et halvt år blevet langt bedre til at læse og stave. Og vigtigst af alt - Anne er glad igen.

Af Rikke Hast

Bunken af bøger, som 10-årige Anne Høj fra Tvis ved Holstebro har læst igennem det sidste halve år er imponerende. "Jeg er blevet utrolig glad for at læse. Jeg læser hver dag, og lige nu er det pigebøgerne om Djil, jeg helst vil læse i", fortæller Anne, der netop i disse dage gør sig klar til at begynde i femte klasse på Tvis Skole. Det har hun glædet sig meget til.

Anne har bestemt ikke altid været glad for at gå i skole. Hun har nemlig haft store problemer med at læse og stave. "Anne var altid træt og irritabel, når hun skulle lave lektier. Nogle gange græd hun og ville slet ikke. Til forældremøder fik vi at vide, at hun var ukoncentreret. Vi fik naturligvis testet Annes syn, men hver gang viste synsprøverne, at hun så ganske udmærket. Hun kunne simpelthen ikke læse en tekst på linier. Hun kunne derimod sagtens læse enkeltstående svære ord som f.eks. ordet "fantasidyr", som stod bag på en pakke cornflakes. Vi vidste derfor ikke, hvad der var galt", fortæller Annes mor, Britt.

Det var Annes klasselærer, der en dag spurgte Annes forældre, om det ikke var noget at forsøge sig med synstræning. Der kunne ikke ske noget ved at gøre forsøget, så Anne og hendes mor kørte ind til optiker Lene Frigast i Holstebro. Hun har de seneste syv år arbejdet med synstræning, der går ud på, at man træner øjenmusklerne, koordination, balance og visuel hukommelse.

Mod på livet

En test afslørede, at Anne havde problemer. I det næste halve år gik Anne derfor hos Lene Frigast, og hver gang hun havde været der, fik hun en masse anderledes og sjove lektier for. Bl.a. skulle hun gå på stylter for at træne sin koordination og ligge på ryggen og følge en bold med øjnene i forskellige retninger for at træne øjets muskler. "Anne drejede hele hovedet, når hun skulle læse. Og hun havde svært ved at fokusere. Det betød bl.a., at når læreren skrev en besked ned på tavlen, så tog det Anne en evighed at finde ud af, hvad der stod, og så selv få det skrevet ned bagefter", forklarer Britt.

Anne føler selv, at hun har leget sig til sine nye kundskaber. Hun er godt og vel halvvejs igennem forløbet hos Lene Frigast, men hun er allerede blevet meget bedre til at læse og stave. "Jeg var så flov over, at jeg var så dårlig i skolen. Det var pinligt ikke at kunne læse den tekst, læreren bad mig om, at læse op. Jeg plejede at sige, at jeg ikke havde øvet mig, selvom jeg havde læst på det derhjemme", fortæller Anne, der stadig øver sig hver dag. "Anne er blevet rigtig dygtig. Af og til kan jeg slet ikke følge med hende" siger mor Britt, der mest af alt er lykkelig for, at Anne igen er en glad lille pige med mod på livet og skolen.

AMERIKANSK METODE

Optiker Lene Frigast fra Holstebro har arbejdet med synstræning i syv år. Metoden kommer fra USA, hvor den bestemt ikke er ny, og her har den givet gode resultater. I USA er der lavet undersøgelser der har vist, at op imod 80 % af børn med læsevanskeligheder vil kunne hjælpes med synstræning. Hvert øje har seks små muskler, og disse muskler skal kunne arbejde sammen. Det er finmotorik på højt plan. Ved at træne vores grovmotorik, f.eks. ved at gå på stylter eller hoppe på trampolin, træner vi grundlaget for finmotorikken, forklarer hun. Lene Frigast understreger også, at det ikke alene er børn med læsevanskeligheder, der kan hjælpes med synstræning, også mennesker, der skeler, døjer med dobbeltsyn eller har været udsat for piskesmældslæsion, kan have gavn af denne metode.

​Firmanavn & adresse

​Holstebro Syn og Motorik

Skivevej 124

7500 Holstebro