Sammenhæng mellem konvergensevne og koncentration
Undersøgelsen viser :
Sammenhæng mellem konvergensevne og koncentration
Artikel i Optikeren 5-98 Af optometrist T. Helstrup og øjenlæge T. Haghfelt
Undersøgelsen er tværfaglig og redegør for virkningen af konvergenstræning på en række kendte øjensymptomer. Vær at fremhæve er, at det ser ud til at en fællesnævner ved nedsat konvergensevne, trods mange andre indbyrdes forskelle, er nedsat koncentrationsevne. Optræning og normalisering af den svage konvergensfunktion medførte en flerdobling af forsøgsdeltagernes personlige tid til læsning og en markant bedre koncentrationsevne. Efterkontrol, 1 - 2 år efter træningen helt er ophørt, viser, at ændringen er stabil og derfor må antages at være en sand og vedvarende virkning af den omtalte type konvergenstræning.
I mindst et par generationer har diagnosen "konvergensinsufficiens" været kendt og anvendt regelmæssigt. Betegnelsen andvendes til at beskrive en tilstand, hvor øjnenes evne til at dreje ind eller til at fastholde dem indaddrejet er mangelfuld eller meget svag.
Tilstanden er kendt for at afstedkomme gener ved nærarbejde. Oftest fremhæves sympomer som: Frontal hovedpine, brændende og / eller trækkende fornemmelse i øjnene, hurtig og markant træthed med efterfølgende tab af koncentration, variabelt sløret syn og måske lejlighedsvis dobbeltsyn.
Belastningen af en normal samsynsfunktion kan også afstedkomme træthed og ubehag, og ligesom ved andre biologiske funktioner er der ingen skarp overgang mellem det normale og det symptomgivende svage samsyn. Samsynsfunktionen er uhyre kompleks, og usystematisk afprøvning kan afstedkomme meget varierende resultater. Klinisk erfaring er vigtig, når samsynet skal vurderes.
Måske netop fordi der ikke kan knyttes eksakte grænseværdier til diagnosen, så varierer følgelig opfattelsen af udbredelse og behandlingseffekt i nogen grad. Så selv om man ikke kan forvente nogen universel enighed, er det væsenligt her at fremhæve, at mange autoriteter - både optometriske og oftalmologiske, sammenfatter området til, at diagnose og behandling er godt underbygget og anses for at være effektiv.
Men trods at litteraturbasen er omfattende, og den peger i nogenlunde samme retning, udtrykkes alligevel jævnligt en vis skepsis eller usikkerhed. Måske fordi resultaterne overvejende er baseret på udenlandske undersøgelser, måske fordi vi ikke har tradition for at fordybe os så meget i det område, vi kunne benævne som marginale samsynsfejl.
Den ene af forfatterne har tidligere rapporteret effekten af konvergenstræning, for de motoriske færdigheder, for en større gruppe danskere ( T. Helstrup m.fl. Optikeren nr. 9-1992, s.18-22 ). Korttidsvirkningen kan nærmest betegnes som dramatisk. Alle udvalgte parametre kunne ændres hurtigt og markant, og alle deltagerne udtrykte klar reduktion eller ophør af hidtidige synsgener. Mens der er en rimelig grund til at antage, at en normaliseret konvergensfunktion forbliver normal, ved vi ikke så meget om den symptomreducerende virkning over en længere tidsperiode.
Det har derfor været vores ønske at sætte focus på først og fremmest symptomreduktion og virkningen af træningbehandling 1-2 år efter ophør af konvergenstræning.
Fremgangsmåde
Deltagerne til forsøget er personer, der er henvist fra optikere, som mistænker svag konvergensfunktion. Både undersøgelsen og efterfølgende behandling var for klientens egen regning. Alle har modtaget både mundtlig og skriftlig information vedrørende offentlig contra privat behandling. Både fremgangsmåden og den skriftlige information er godkendt af videnskabsetisk komite.
Figur 1.
Den individuelle score ved første, anden og tredje besvarelse for alle ti personer. Teksten til spørgsmålene kan ses i bilag A.
Klienten har været til undersøgelse mindst to uafhængige gange og er den ene gang undersøgt af begge forfattere samtidigt. Alle har således modtaget både en optometrisk og en oftalmologisk undersøgelse ( inkl. refraktionsundersøgelse i cycloplegi ).
Retningslinierne til at vurdere den motoriske fusion er udførligt beskrevet i den tidligere omtalte undersøgelse og er i hovedtræk: konvergensfunktionen vurderes som svag, hvis konvergensnærpunktet er klart længere ude end 10 cm, hvis den positive fusion er mindre end 10 prismedioptrier i brudværdi, og gensamling først sker på en negativ værdi, og hvis den positive fusion er numerisk mindre end to gange nærforiværdien.
Alle personer er omhyggeligt vurderet helbredsmæssigt af øjenlægen, og det er vurderet usandsynligt, at sygdom eller falsk refraktionstilstand kan forklare deres symptomer. Alle personer i undersøgelsen har derfor, efter vores bedste opfattelse, en sand svag konvergensfunktion - om end det er i forskellige sværhedsgrader.
Øvelserne, som personerne har gennemført, er beskrevet i mindste detalje ( T. Helstrup: Håndbog i samsynstræning. Udgivet af optikernes landssammenslutning 1988 ), men retningslinierne for træningen er i hovedtræk: Indlæring af viljebestemt konvergens efterfuldt af fusionsøvelser som især lægger vægt på at anvende mest mulig fusionskonvergens og mindst mulig akkommodationskonvergens, og træningen må ikke ophøre, før konvergensfærdigheden fremtræder meget stærk og automatiseret ( vurderet ved, at flere opgaver kan afvikles samtidigt ).
Instruktion i øvelserne er gennemførte af optometristen, og langt hovedparten af træningen er gennemført som hjemmetræning. Den er ikke forsøgt gennemført så hurtigt som muligt, men der er udelukkende sigtet mod at finde en måde at få den gennemført i dagligdagen og er så følgelig ikke ens for deltagerne.
Alle har udfyldt et spørgeskema umiddelbart før træning, umiddelbart efter træningens ophør og igen efter 1 til 2 år efter. Spørgeskemaet indeholder nogle ret "firkantede" svarmuligheder, og klientens opgave var at markere den af mulighederne, som trods alt kom tættest på deres virkelighed ( se bilag A ).
Vi har sammen udmålt 24 personer ( refraktive data rapporteres særskilt ), og 12 personer indvilgede i dobbeltkontrolproceduren og besvarelsen af spørgeskemaerne. I dag, godt to år efter, har vi komplette data for 10 personer.
Resultat
Den individuelle score fra spørgeskemaet undersøgelsen er vist i figur 1. Til højre er knyttet en kommentar om personens alder og køn, træningsperiodens længde og antallet af klinikbesøg. Sluttelig er anført tidsrummet af den træningsfri periode før den endelige besvarelse.
Figur 1 kan læses på følgende måde: Spørgeskemaet er besvaret tre gange af hver person. Første gang er lige før træningen er startet, anden gang er umiddelbart efter træningens ophør og tredje gang er ca. 1 til 2 år efter. Her markeret som henholdsvis nr. 1, 2 og 3 på den vandrette akse. Aflæses derfor vandret, ses virkningen af træningen for hvert enkelt person i forhold til spørgeskemaets syv spørgsmål ( A,B,C--H ). Aflæses derimod lodret, ses virkningen af træningen for hvert af spørgsmålene hos alle 10 personer. Styrken af generne er scoret på en 1-5 skala ( lodret akse ). En lav score ( 1-2 ) betyder, at personen har markeret mange eller udtalte symptomer, en høj score ( 5 ) markerer helt symptomfrihed.
Til eksempel betyder det for spørgsmål A til person nr. 2 i undersøgelsen, at før træning kunne hun maksimum læse 15 minutter før synsgener indtrådte. Umiddelbart efter træningen kunne hun læse mindst 3 timer, og ved tredje besvarelse som er 20 måneder efter træningens ophør, var færdigheden bevaret.
Umiddelbart er det interessant at se, at selv for personer, som har haft udprægede synsgener i mere end 20 år ( person nr. 12 og nr. 21 ), er der opnået markant og stabil bedring.
Tilsvarende kan aflæses for hvert enkelt spørgsmål for hver enkelt person. Inspektion af skemaet viser omfattende og vedvarende ændringer på mange afgørende punkter. Ingen tvivl om, at for personerne, som deltog i forsøget, har træningen haft en gavnlig virkning, og at træningen har en udpræget langtidseffekt. Virkningen for forsøgsdeltagerne kan næppe diskuteres, men vi kan ikke herfra udstrække den viden til at gælde alle mennesker. Den måde, som vi har indsamlet vores data på, lægger ikke op til nogen dybere videnskabelig analyse. Alligevel vil vi prøve at generalisere noget. I det mindste kan det så fungere som en foreløbig klinisk guide.
Klinisk set er små forskelle ikke særlig interessante, det kan blot være tilfældig variation. Så for at være helt på den sikre side, vil vi vurdere de rapporterede symptomer i forhold til et krav om, at en sandsynlig sand ændring kræver et helt overspring af spørgeskemaets fem svarkategorier ( fra første til tredje besvarelse af spørgeskemaet ). Der er i forvejen store spring mellem kategorierne i spørgeskemaet, og et helt overspring ef en af disse markerer efter vores opfattelse en meget stor ændring, og gør således tilfældig variation usandsynlig. Ud fra dette kriterium kan følgende aflæses i figur 1:
Spørgsmål A: som omhandler hvor lang tids nærarbejde, der kan præsteres før markante synsgener indtræder: Ud af forsøgsgruppens 10 personer har 2 ingen tidmæssige begrænsninger før træning. Af de resterende 8 får 6 en markant og vedvarende ændring, som minimum betyder en flerdobling af deres personlige tid til nærarbejde.
Spørgsmål B: som omhandler, hvor ofte hovedpine indtræder ved nærarbejde: Ud af forsøgsgruppens 10 personer vurderes 6 af dem til at have mild hovedpinetendens, og den er uændret efter træning. For de 4, som ofte fik hovedpine, indtræder en markant bedring, og de har nu sjældnere anfald.
Spørgsmål C: som omhandler plagsomheden af en evt. hovedpine: For de samme 4 personer er plagsomheden uændret, når hovedpinen er til stede.
Spørgsmål D: som omhandler lokale øjengener som smerter, trækken og tåreflod: Ud af forsøgsgruppens 10 personer er 4 uden gener før træning. Efter træning er 2 uændret, og 4 har nu markant mindre gener. Ligesom ved hovedpinespørgsmålet er det dem, som har det værst, at træningen skaber størst bedring for.
Spørgsmål E: som omhandler hvor vidt tekst kan sløre, "løbe sammen" eller "hoppe": Ud af forsøgsgruppens 10 personer er 3 uden gener før træningen. Efter træningen er 3 uændret, og 4 har opnået en markant bedring.
Spørgsmål F: som omhandler hvor vidt dobbeltsyn indtræder ved læsning: Ud af forsøgsgruppens 10 personer kender 5 af dem ikke til fænomenet før træning. Efter træning er 1 uændret, 1 er faktisk forværret og 3 har opnået en markant bedring.
Spørgsmål G: som omhandler koncentrationstab og følelsen af trætte øjne ved læsning: Vi taler her om forsøgsgruppens hyppigste symptomer. Ud af forsøgsgruppens 10 personer har 1 person dog ingen gener her, mens det er ret udtalt hos resten. Efter træning er 1 uændret, mens de resterende 8 har opnået en markant forbedring. Det er bemærkelsesværdigt, at netop disse symptomer, som optræder hyppigt og stærke, er så godt som helt væk efter træning, og effekten er bevaret minimum 1 til 2 år efter træningens ophør.
Spørgsmål H: som omhandler symptomernes varighed: Ud af forsøgsgruppens 10 personer er symptomerne ret nyerkendte hos 3 personer. Resten har haft generne i et interval fra mindst 1 år til over 20 år.
Konklusion
En sand svag konvergensevne kan givetvis adstedkomme en række symptomer. Sværhedsgraden kan variere, og nogen klar symptomprofil fremtræder så ikke, f.eks. udviser hovedpine, som jo givet er multifaktoriel, heller ingen klar sammenhæng til nedsat konvergensfunktionen. Til gengæld antyder vores undersøgelse, at hovedpine ( selv hvor den har bestået i meget lang tid ) kan lindres markant og vedvarende hos nogen, og peger så her muligvis på en noget overset behandlingsmulighed.
De mest udtalte symptomer i forsøgsgruppen var følelsen af trætte øjne og især hurtigt tab af koncentrationen ved læsning, og det er bemærkelsesværdigt, at netop på dette felt har så godt som alle deltagerne opnået markante og stabile ændringer. Ovenstående skal ses i lyset af, at sygdom eller falsk refraktionstilstand er usandsynligt ophav til de rapporterede symptomer. Ligeledes er tilfældig variation og "behandlereffekten" usandsynlige til at forklare symptomreduktionen og langtidsvirkningen. Der er gået meget lang tid mellem 2. og 3. besvarelse af spørgeskemaet, og kravet for at score en vedvarende ændring er meget højt.
Det ser derfor ud til, at en fællesnævner ved nedsat konvergensevne, trods mange andre indbyrdes forskelle, er nedsat koncentrationsevne. Det kan næppe overraske nogen. Men det er nyt, at konvergenstræning af den beskrevne type, effektivt og vedvarende ikke bare kan normalisere koncentrationsevnen, men endda hæve den til et meget højt niveau.
Til sammenfatning peger vores undersøgelse altså på, at den symptomreduktion, som opnås ved vel gennemført konvergenstræning, sandsynligvis vil bestå hos personer, som har fået normaliseret konvergensfunktionen.